Kom og gør en forskel – som vores nye vejleder på Damhusengens Skole og KKFO

Søg jobbet

Undervisning
Pædagogik
Fuldtid
Fastansættelse

Brænder du for at styrke læring, deltagelsesmuligheder, trivsel og udvikling for vores elever på Damhusengens Skole og KKFO?

Vil du arbejde med trivsel, relationer og inkluderende læringsmiljøer i tæt samarbejde med kolleger? Så er det dig, vi søger som vejleder til vores ressourcecenter.

Vi tror på faglighed, relationer og fællesskab
Vi vægter en medskabende tilgang, hvor du aktivt skal bidrage med at facilitere processer, hvor beslutninger træffes tæt på elever, kollegaer og forældre.

Vi tager godt imod hinanden og vores børn og unge hver dag. Vi ved, at en god skole drives af gode ledere, lærere, pædagoger og medarbejdere og i gode respektfulde partnerskaber med hinanden og med vores børn, unge og deres forældre.

Vær med til at skabe trivsel og udvikling
Du vil blive tilknyttet vores ressourcecenter. Du vil i opgaveløsningen arbejde tæt sammen med det pædagogiske personale, ledelse, forældre og eksterne samarbejdspartnere om at skabe trivsel og gode inkluderende børnefællesskaber.

Vores ressourcecenter er et team, der arbejder med indsatser for alle børn og unge på skolen i samarbejde med alle øvrige lærere og pædagoger på skolen og KKFO. Teamet er stærkt, og opgaverne knytter sig til læringsmiljøerne, klasser og enkelte børn.

Vi er i gang med at styrke vores tværprofessionelle samarbejde på tværs af teamets vejledere i både LKT, DSA, læsning og matematik og ønsker os en medarbejder, der vil bidrage hertil.

Det er vigtigt, at du ser ressourcerne i børn og unge og i læringsfællesskaber, og at du agerer med et roligt og klart sind i dit arbejde med og din udvikling af børn og unges relationer og fællesskaber. Du ønsker at bidrage og sætte præg på udviklingsarbejdet på skolen og tør tænke nyt og finde kreative løsninger.

Opgaver kan variere alt efter behov og løbende gennem et skoleår, og vi forventer, at du fx:

  • deltager i praksis gennem observation, aktionslæring og co-teaching
  • arbejder med forebyggende, foregribende og indgribende klasseindsatser med fokus på læring, trivsel og deltagelse
  • udvikler læringsmiljøer med fokus på deltagelsesmuligheder for alle elever
  • sparrer og udvikler mellemformer og inkluderende undervisningspraksis
  • vejleder og sparrer med skolens personale
  • kan igangsætte og gennemføre pædagogiske forløb med enkelte elever, børnegrupper, holddeling, klasser og personale i samarbejde med kolleger
  • bidrager til udvikling af skolens inkluderende praksis, hvor målet er, at langt de fleste børn som udgangspunkt kan rummes, hvis vi organiserer og tænker ud af boksen
  • arbejder systematisk og skriftligt med at beskrive mål, tiltag, status og resultater i handlingsplaner

Vi forestiller os, at du

  • er uddannet lærer eller pædagog med relevant efteruddannelse – gerne som vejleder
  • har erfaring med aktionslæring og/eller co-teaching og generelt har en specialpædagogisk værktøjskasse indenfor procesfacilitering og forandringsarbejde
  • kan omsætte specialpædagogiske metoder til praksis i klasserummet i samarbejde med kolleger
  • har stærke relationskompetencer til kollegaer, børn, forældre og øvrige samarbejdspartnere
  • trives med at arbejde tæt på praksis og i komplekse samarbejder med andre fagligheder og familier
  • tror på, at vi bedst løser ting i fællesskab, og er parat til at dele og sparre

Du får

  • et fagligt fællesskab med mulighed for sparring
  • stor medindflydelse, når vi aktivt arbejder med at udvikle vores praksis i fællesskab
  • engagerede kolleger, der brænder for deres arbejde
  • en meningsfuld og alsidig stilling med stor mulighed for at gøre en forskel
  • et udfordrende og spændende arbejdsliv på en skole i udvikling og i et fællesskab af kollegaer, som gerne vil hinanden på tværs af kompetencer og erfaring

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. Vi indhenter børne- og straffeattest og tager referencer i forbindelse med ansættelse.

Stillingen er en fast stilling på 37 timer om ugen. Tiltrædelse er den 1. august 2026.

Mere information
Hvis ovenstående har gjort dig nysgerrig, ser vi frem til, at du ringer til os. Du er velkommen til at ringe til afdelingsleder for ressourcecenteret Hinna Ahmed på 29 74 14 09 eller skoleleder Max Ulrich Larsen på 24 52 60 81.

Du er også velkommen til at se på skolens hjemmeside Damhusengens Skole og/eller vores facebookside Damhusengens Skole og KKFO | Vanløse | Facebook.

Søg via linket senest fredag den 29. maj 2026
Sammen med din ansøgning beder vi dig uploade dit CV og uddannelsesbevis.
Vi forventer at holde samtaler i uge 24.